Opsamling på foredragene om tiggerbrødrenes oprindelse.

 Spiritualitet i 1200-tallet kan umulig være det samme som spiritualitet i vore dage, men hvad er forskellen? Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv, da jeg i april 2021 blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at holde foredrag på et højskolekursus om tiggerbrødrenes oprindelse – tiggerbrødrene kalder vi gråbrødre og sortebrødre på dansk. Det blev til to foredrag: Nr. 1. med titlen ”Dominik og oprindelsen til dominikanerordenen” og: Nr. 2 med titlen ”Frans af Assisi og fortællingerne om ham.”

Foredragene trak mig ind i en række historiske udredninger, men mit oprindelige spørgsmål om betydningen af ordet spiritualitet blev ved med at spøge i hovedet på mig. I vore dage skelner man tit imellem spirituelle mennesker, der har en individuel tilgang til det åndelige og troende mennesker, der tilslutter sig en bestemt religion. Det er en lidt firkantet skelnen, da man finder individualisme og interesse for det spirituelle blandt alle mulige mennesker. Især i New Age-miljøer forbinder man spiritualitet med en personlig søgen efter en guru eller religiøse oplevelser, der kan vise vejen til ens sande jeg. I en klassisk kristen sammenhæng har ordet spiritualitet en anderledes betydning. På latin kaldes Helligånden Spiritus Sanctus. Helligånden er en betegnelse for den side af Gud, som hører til kristenlivets åndelige side. Dvs. at Gud ikke er fjern, men stadig med i menneskers liv i form af Helligånden.

Hvis man studerer kristendommen i middelalderen vil man finde ud af, at spiritualitet ikke er speciel luftig, men en konkret del af livet i kirken og de idealer, som gennemsyrer kirken. De kristne ritualer som bøn og andagt og fordybelse i biblen og andre kristne fortællinger har alle en åndelig side, fordi det fysiske og metafysiske mødes i troen f.eks. i nadveren og i skabelsestroen. Man kan få et særlig godt indblik i kristendommens spirituelle rødder ved at undersøge klostertraditionen. Det skyldes at klostertilværelsen giver tid til og plads til fordybelse i en trospraksis. Det er også en pointe, at der findes gode skriftlige kilde til denne livsform og de tanker, den kan inspirere til. Denne livsform hører ind under det som religionshistorikerne kalder mystik. I dagligsproget er mystisk en betegnelse for noget uforståelig, men som fagord inden for religionshistorien er en mystiker en, der er optaget af det åndelige og af at søge åndelige oplevelser og visioner.

På kurset stiftede vi bekendtskab med personligheder som Bernard af Clairvaux. Det blev klart, at sådan en person set med nutidens øjne virker sygelig, fordi manden ikke bare fastede, men gik til yderligheder i en praksis, der minder om anoreksi. Det religiøse liv rummer både det almindelige og det exceptionelle, og sådan var det også i 1200-tallet. Set fra et religionsfagligt synspunkt er trangen til at sulte sig selv ikke altid sygelig, men et velkendt middel til at opnå religiøse tilstande som trance og profetier om fremtiden. Igennem ekstrem disciplin kan mennesker nå til anormale tilstande uden for den almindelige realitetssans domæne. Det både skræmmer og tiltrækker os almindelige mennesker. Vi bliver nemt forargede, og så er der lukket af for videre forståelse af de tekster, vi sidder med – skrevet af de store kristne navne fra middelalderen. Den store snubletråd i disse tekster er accepten af lidelsen i menneskelivet, tænker jeg. Det er udbredt at mene, at religion bør kunne anvise en vej til en lykkelig tilværelse uden lidelse, men det er ikke det, man finder i f.eks. kristendommen. Der finder man tværtimod en Gud, der taler både om lidelse og ansvar, og selv lever med det. Jesus levede med både lidelse og ansvar i sit liv, og hans liv fungerer som en nøgle til kristendommen. Man taler i den kristne tradition ikke om Jesu lære, men om at følge i Jesu fodspor.

I middelalderens klostre tog man idealet om efterligning af Kristus ”Imitatio Christi” meget bogstaveligt. Frans af Assisi levede et personligt liv fuldt af sygdom og lidelse. Lidelsen var ikke formålet med hans liv, men den erfaringsverden han havde. Fortællingerne om Frans er meget populære – jeg antager, at det er fordi, at de rummer en sandhed om livet, der ikke er historisk, men kristen. Historierne er så enkle, at de fortæller sig selv, uden at der kræves særlig lærdom for at forstå dem. Historierne smuldrer derimod imellem hænderne på en, hvis man underkaster dem almindelig kildekritik. Fortællingerne har kun den sandhedsværdi i historisk forstand, at de viser os, hvad Frans og hans omgangskreds troede på. Det fortælles, at Frans var den første, der opførte den kristne julekrybbe, som et tableau med levende dyr og måske også et spædbarn. Det fortælles oven i købet, at Frans selv blev født i en stald og lagt i en krybbe. Historien er ganske givet ikke sand, men den anskueliggør en trossandhed i kristendommen, der sidestiller Guds omsorg for menneskene med omsorgen indbyrdes imellem mennesker. Det udtrykkes poetisk af Ingemann, når han siger, at ”Gud ånder på øjet, når det græder.”

Der er meget mere at sige om den kristne spiritualitet i 1200-tallet. Både Dominik og Frans var optaget af formidling og havde samtidig deres private trospraksis. Vi kan lære meget af religiøse fortællinger fra hele verden, hvis vi bliver opmærksomme på, at fortolkning og forståelse indeholder mange forskellige indfaldsveje. I vor tid beundrer vi videnskabens dyrkelse af fornuften og er fristede til at reducere virkeligheden til det, der kan måles og vejes og indsættes i årsagskæder. Det er kun naturvidenskaben, der kan leve op til sådanne eksakte krav til dens tolkninger af tilværelsen. Inden for kunst og kultur (og religion) betjener vi os ofte af indlevelse og sammenligning for at komme tættere på virkeligheden. Ingen af parterne har patent på at ”forstå virkeligheden”. Virkeligheden er sådan set forskellig for hver eneste af os, selvom vi nyder godt af broer og elektricitet, som følger fysikkens love. Frans gik op i at reparere kirkeruiner med sine bare hænder og dele fattige menneskers liv som en del af sin trospraksis. Det viser, at Frans ikke skelnede imellem den åndelige og den fysiske verden, men betragtede dem som forbundne kar.